Der er mange delte meninger om hvorvidt discus hører til i et selskabsakvarie eller ej. Der er ingen tvivl om, at discus kan trives i selskabsakvariet, såfremt visse forhold opfyldes.
Temperaturen skal være mellem 27-30, hvilket begrænser antallet af arter der kan leve særlig længe i akvariet. Herudover er det afgørende, at de øvrige arter i akvariet er rolige, da de ellers stresser de sky discusfisk. En sky discusfisk vil primært opholde sig bagerst i akvariet, i skjul blandt dekorationsgenstande, og ejeren vil selvsagt ikke se meget til den. Holder man derimod discusfisk på fiskens præmisser, vil den glæde sin ejer med at svømme rundt langs frontglasset, og den kan i bogstaveligste forstand "tæmmes" til at spise af ejerens hånd, og i mange tilfælde endda lade ejeren røre den på siderne med hænderne. I et decideret discusakvarie, vil glæderne ved denne fisk derfor være væsentligt større, end i et selskabsakvarie, og det anbefales derfor at lade den gå mere eller mindre for sig selv. Det vil sige, eftersom discusfisken er en flokfisk, bør der være minimum 6 individer i akvariet.
