Guldemder er en slank stimefisk der bliver op til 30 centimeter i længden. Ligesom de øvrige havedamsfisk kan den leve længde i havedammen og 15 år er således ikke ualmindeligt. Guldemder har en mere sart guld/orange farve end guldfiskene, men er alligevel meget smukke.
Fiskene er lynhurtige svømmere, der har brug for god svømmeplads at bevæge sig på. Bassinets overflade bør derfor være større end til guldfisk, men dybden behøver ikke nødvendigvis at være mere end de 70 centimeter der er passende til guldfiskebassinet. Gulemder er således gode at sætte sammen med koikarper, idet bassinstørrelsen passer dem fint, men ellers er der tale om en omgængelig fisk der kan leve side om side med alle øvrige havedamsfisk.
Guldemder bliver aldrig ligeså tillidsfulde som guldfisk, for ikke at tale om koikarper, og de vil typisk forsvinde ned på bunden så snart du nærmer dig bassinet. Når der fodres vil de dog komme frem så snart de øvrige fisk i bassinet begynder at spise.
På grund af den slanke kropsform er guldemden en formidabel springer, og i sommerperioden vil man ofte se den springe ud af vandet, på jagt efter småinsekter. En udemærket begynderfisk til havedammen.
