Pelspleje

Anbefalinger til god pelspleje af hunden

Kravene til hundens pelspleje afhænger meget af race. Normalt vil det være sådan, at jo længere pels, jo mere pleje.

Det er dog ikke altid det forholder sig sådan.

Nogle hunde er velsignet med en lang pels, der mere eller mindre passer sig selv, og kun behøver børstning i de to fældeperioder om foråret og efteråret. Andre hunde fælder konstant året rundt, og har som følge heraf behov for at blive børstet mindst én gang ugentligt. Uanset hvilken race man har, og hvilke krav til pelspleje den har, vil de fleste hunde dog nyde at blive børstet med jævne mellemrum. Ikke mindst for at opleve en nærkontakt de måske ellers ikke oplever.

I Søhesten har vi en lang række forskellige børster der er velegnede til forskellige formål og forskellige pelstyper. F.eks. gummibørsten til de meget korthårede racer, karten til hunde med en tyk underuld, svinehårsbørsten til hunde med en blank, glat pels osv. osv. Kort sagt, der findes børster og kamme til ethvert formål, og flere typer børster dækker endda ofte det samme behov.

Gode tips – retningslinier

Der er dog visse retningslinier man kan følge. Til korthårsracerne (f.eks. doberman, rottweiler, beagle, labrador o.lign.) er en gummibørste god, idet den nærmest “suger” de små korte hår op til sig, hvilket ikke er muligt med almindelige børster.

Til hunde med en lang pels, der ligger glat hen over kroppen (Golden retriever, border collie o.lign.), vil svinehårsbørsten være god til at børste de værste hårtotter væk med. Svinehårsbørsten adskiller sig fra lignende børster af kunstfibre, ved at man undgår statisk elektricitet i pelsen. Udover svinehårsbørsten er en stiv kam god til at rede knuder ud med, der ofte opstår på benene, omkring haserne.

Til hunde med en lang pels, og masser af underuld (f.eks. spidshunderacerne) anbefaler vi en karte (eller en kam med rulletænder) til underulden, idet den kan trække underulden ud, uden beskadigelse af dækhårene. Kammen er mere skånsom end karten, men ikke helt så effektiv. Nogle hunde bryder sig imidlertid ikke om karten, og der er kammen bedre. Til dækhårene vil en svinehårsbørste være velegnet til udglatning. Eventuelle knuder bag ørene og haserne redes skånsomt ud med en stiv stålkam.

Til alle racer, uanset pelsen art og længde, vil det være nødvendigt med en tættekam, til jævnlig undersøgelse for lopper.

Kammen køres et par gange gennem pelsen, og hvis der er små sorte prikker i den pels der kommer af, lægges disse på et stykke køkkenrulle. Herefter vædes de med vand, og hvis de bliver rødlige, er det tegn på loppeeksrementer. Hunden skal så i loppebehandling.

Du bør mindst en gang ugentligt efterse din hund for lopper, hvilket gøres med en tættekam.

Se også under: Lopper – tæger

Nogle hunde har behov for at få klippet negle med jævne mellemrum, andre har ikke.

Se også under: Negleklipning hunde

Hundevask – vask af hunde

Hunde har normalt ikke godt af at komme i bad for ofte. Dels udtørrer shampooen hundens hud og fjerner det naturlige talglag der er med til at rense pelsen. Jo oftere hunden kommer i bad, jo sværere har den ved at gendanne dette talglag, og jo hurtigere bliver hundens pels fedtet igen. Begynder man derfor at komme hunden i bad 1-2 gange hver måned, risikerer man hurtigt at komme ind i en ond cirkel, hvor pelsen til sidst ikke kan rense sig selv længere.

Der er dog visse situationer hvor hunden simpelt hen er blevet så beskidt, at et bad ikke er til at komme udenom. I det tilfælde anbefaler Søhesten en shampoo fra Kate Winter, idet den indeholder minkolier, der erstatter det naturlige talglag og efterlader en skinnede ren pels.

Shampooen fås i mange varianter og dækker alle behov, fra den helt gyldne pels, til den helt sorte.

Ligeledes kan man få den i en skånsom loppeshampoo, der ellers normalt er skrap ved pelsen. Yderligere fås den som en “medicin” shampoo, der effektivt renser mindre rifter og skrammer. Så er det tvingende nødvendigt med et bad i ny og næ, kan denne shampoo serie varmt anbefales.

Ved at hælde en hættefuld shampoo i et par liter lunken vand, og piske med et piskeris, opnås en rigeligt med sæbeskum, til vask af selv store hunderacer.

Klipning – trimning af hunde

Afhængig af race kan der endvidere være behov for at klippe/trimme hundens pels. Nogle hunde har behov for at få klippet håret omkring ørene, andre har behov for at få hele pelsen trimmet med jævne mellemrum. Det vil dog komme for vidt at gå ind på alle de racer og muligheder der foreligger indenfor dette feldt, på denne side. Har du imidlertid en hund med behov for jævnlig trimning/klipning, er Søhesten altid et besøg værd. Hos os finder du gode sakse der dækker ethvert behov, ligesom du finder trimmere af forskellig kvalitet. Kig ind og få en snak med vores personale, der selvfølgelig er behjælpelige med vejledning af enhver art.

Navigation